> FARMACIHISTORIE Figur 4. En side fra Billedbladet af 4. novem- ber 1952: ’Danmarks værste polio-epidemi giver unge studenter ilddåben’, som viser, hvorledes de studerende håndventilerer de unge patienter. blev stiftet i 1954 for at varetage de medicin- studerendes interesser, når de i deres fritid ar- bejdede som ventilatører ved respiratorisk lam- mede patienter, forårsaget af for eksempel neurologiske lidelser og trafikulykker Selvtræning Trods det dramatiske fald i indlæggelsen af nye poliopatienter i 1953 var respiratorbe- handlingen stadigvæk nødvendig for en del patienter. Dog var de fleste af patienterne i stand til – eller blev det – at klare sig med de- res egen spontane respiration i op til flere ti- mer, ja enkelte endda op til flere døgn. Der blev trænet hårdt, for tanken var at kunne pa- tienten trække vejret i nogle få minutter den ene dag, så kunne vejrtrækningen klares i fle- re minutter den næste dag. Denne hårde form for træning bidrog uheldigvis til, at en stor del af patienterne oplevede en forringet psykisk og fysisk tilstand, og man måtte derfor mild- ne træningen. I 1953-54 blev den manuelle ventilation, som internationalt blev benævnt ’Københavnermodellen’, erstattet af en ma- skinel overtryksventilation med for eksempel Lundia- eller Engström-respiratoren (fig.5). Man kunne nu delvist afskaffe den faste vagt, så patienten slap for konstant overvågning af et fremmed menneske, idet forsøg viste, at patienten ved respiratorsvigt omgående våg- nede op og trykkede på alarmknappen. Den- ne reduktion i vagtpersonalet medvirkede også til en normalisering af det voldsomme perso- naleforbrug på Blegdamshospitalet. Epidemiens ofre og deres fremtid Af de resterende cirka 200 patienter, som over- levede polioepidemien 1952-53, kunne langt de fleste atter trække vejret spontant i løbet af kortere eller længere tid. Men nogle af pa- tienterne måtte forblive på Blegdamshospi- talet i op til syv år med svære, varige lammel- ser, som krævede kunstig ventilation, før de blev institutionspatienter. Angående patientens fremtid var spørgs- målet: Hvornår bliver jeg rask – helt eller del- vist? Dette spørgsmål lod sig vanskeligt be- svare af lægen, for sygdommen var meget varierende og ligeledes dens forløb. En kom- plet helbredelse kunne ikke opnås, hvis ner- vecellerne var ødelagte, men spontan hel- bredelse kunne indtræde, hvis cellerne kun var let og forbigående beskadiget. Her hav- de den fysiurgiske efterbehandling værdi, for den satsede på en genoptræning og fore- byggede kontraktur (’spasmer’) og deformi- tet. Det varme badebassin (cirka 35 grader) gav mulighed for bevægeterapi, når musk- lerne var for svage til bevægelser, og det var også til opmuntring for patienten. Ortopæ- diske metoder som bandagering bedrede også funktionen, og her kunne skinneban- dager forhindre deformitet i hænder og fød- der. Af de oprindelige 26 polio-respiratorpa- tienter fra 1950’erne levede der stadigvæk 11 patienter i sommeren 1979. Mange år efter polioepidemien bemærkede man, at der hos flere af patienterne indtrådte et post-polio- syndrom, som var præget af muskelsvaghed, muskelsmerter og usædvanlig træthed, og som havde flere lighedspunkter med kronisk træthedssyndrom (ME). Årsagen er ukendt, men en langvarig overanstrengelse af musk- lerne spillede måske en rolle. 36 Pharma 2 / 2022
Del
Print
Download PDF fil
