Økonomisk prognose Maj 2019 Enestående mulighed for at få alle med Dansk økonomi og arbejdsmarkedet har været i solid fremgang de seneste år, og fremgangen forventes at fortsætte – i lidt lavere tempo. Der er udsigt til, at økonomien vokser i underkanten af 2 pct. de næste par år, og at beskæftigelsen stiger med 76.000 fra 2018 til og med 2021. Der er i øjeblikket stor usikkerhed i international økonomi med risiko for en lavere end ventet vækst. Dansk økonomi står imidlertid stærkt uden væsentlige ubalancer og med sunde offentlige finanser. Økonomien er derfor godt rustet til at modstå en afmatning i verdensøkonomien. De seneste års udvikling betyder, at økonomien nu er ved at normalisere sig, og arbejdsmarkedet nærmer sig normaltemperatur. Det betyder, at vi har en enestående mulighed for, at svagere grupper kan få foden inden for på arbejdsmarkedet. Tiden er med andre ord nu til at sørge for, at alle kommer med. Fremgangen i dansk økonomi fortsætter… Dansk økonomi har været i solid fremgang de seneste år, hvor væksten årligt har ligget på gennemsnitligt 2,1 pct. i 2015-2018. Der er udsigt til fortsat pæn vækst i dansk økonomi i 2019-2021. Væksten forventes dog at aftage lidt i lyset af, at økonomien normaliserer sig, samtidig med at væksten i udlandet er på vej ned i gear. Der skønnes en BNP-vækst på 2 pct. i år, aftagende til 1,7 pct. i 2021, jf. figur 1a. Væksten ventes især at være trukket af privatforbruget og erhvervsinvesteringerne, jf. tabel 1. Omvendt er der udsigt til, at væksten i eksporten aftager i takt med en lavere efterspørgsel fra udlandet. Med en fortsat solid indenlandsk efterspørgsel ser udenrigshandlen derfor ud til at trække lidt ned i BNP-væksten i 2020 og 2021. Det offentlige forbrug og de offentlige investeringer skønnes heller ikke at bidrage særligt til BNP-væksten frem mod 2021. .trods stor usikkerhed Der er i øjeblikket stor usikkerhed om udviklingen i international økonomi. Det er blandt andet forårsaget af Brexit og handelspolitiske spændinger især mellem USA og Kina. Det øger risikoen for en svagere end ventet vækst herhjemme. Dansk økonomi står imidlertid stærkt uden væsentlige ubalancer og med sunde offentlige finanser, jf. nedenfor. Økonomien er derfor godt rustet til at modstå en afmatning i verdensøkonomien. Udsigt til flere beskæftigede – i lidt lavere tempo Beskæftigelsen er årligt steget med gennemsnitligt 45.000 personer siden 2015. I 2018 var der en fremgang på 53.000 personer, hvilket er den største årlige stigning i dette opsving. Beskæftigelsen nåede sidste år tilbage over niveauet fra 2008 – ti år efter krisen brød ud. Side 1 af 5
Del
Print
Download PDF fil
PRINTVEJLEDNING: Print af enkelt side: Klik på print-ikonet i hjælpemenuen øverst
Print af hele iPaper: Klik på "PDF" ikonet i hjælpemenuen øverst. Når PDF-filen er downloadet tryk "CTRL-P"