PRINTVEJLEDNING:

Print af enkelt side:
Klik på print-ikonet i hjælpemenuen øverst

Print af hele iPaper:
Klik på "PDF" ikonet i hjælpemenuen øverst.
Når PDF-filen er downloadet tryk "CTRL-P"

Majbrit Berlau, næstformand, FH – 1. maj tale 2019 (Det er det talte ord der gælder.) Kære alle sammen. 1. maj fejrer vi arbejderbevægelsens sejre og retter blikket mod de udfordringer, uretfærdigheder og kampe vi fortsat står overfor. Igennem de sidste 100 år, er der fejret mange sejre på 1 maj. Sejre som er skabt fordi de før os har holdt sammen og holdt ved. De har kæmpet, under vilkår, som ligger langt fra vores hverdag. Kampe, der betyder at vi i dag har løn man kan leve af Og med en arbejdstid, som giver os rum til andet end at arbejde. Kampe, som har givet os et velfærdssamfund. Når vi står, hvor vi gør i dag, er det fordi nogle har turde tage kampen. Turde at sætte job og økonomi på spil. Turde at stå op for retfærdighed og frihed. Tage kampen for kollegaen. For fællesskabet. Vi må aldrig glemme at det er modet og sammenholdet, der er afgørende for vores bevægelse, når forbedringer og fremskridt skal nås. Vi må heller aldrig glemme at fejre vores sejre. Det er nemlig dem der husker os på at det er muligt at flytte grænser. Visioner bliver kun virkelighed hvis vi holder sammen og holder fast. Men nogen spørger måske hvorfor vi skal helt op på den høje klinge. Det går jo meget godt. Høj beskæftigelse og et Danmark der er rigt. Men kære venner, fremgangen er ikke lige fordelt. For selv om det går godt i Danmark i de her år, så er det ikke alle, som har fået del i fremgangen. Fremgangen har været for de få – ikke for de mange. På afgørende områder har vores samfund ændret sig markant. Uligheden vokser. Mens de rigeste danskere bliver rigere, så bliver de fattigste fattigere År efter år Mere end 64.000 børn vokser i dag op i fattigdom. Børn der vokser op i fattigdom, fordi regeringen har insisteret på at det skal kunne betale sig at gå på arbejde. Og ja, det skal det da. Men jeg kan afslører at det kan det godt – også før regeringen og DF indførte et kontanthjælpsloft og den meget lave integrationsydelse. Fattigdom som selvklart rammer børn hårdt. Det er uanstændigt, at vi har en politik, der gør børn fattige og helt systematisk skaber et dårligere børneliv for dem. I et af verdens rigeste samfund. Men det er også de voksne der er fattige og lad mig slå fast. Fattigdom har aldrig gjort noget godt for hverken mennesker eller samfund. Fattigdom motivere ikke. Fattigdom skaber kun flere problemer. Men lave ydelser er ikke kun en trussel mod de som rammes af dem. Hver gang ydelserne sættes ned, så kommer der et lønpres på de laveste lønninger. Der er nok en god grund til at fx Cepos er så begejstret for lave ydelser. Derfor skal det stå klokkeklart for alle partier. I Fagbevægelsens hovedorganisation, vil vi have kontanthjælpsloftet og de lave ydelse afskaffet.

    ...