Bente Klarlund om kærlige måltider Mad er meget mere end næringsstoffer og klimabevidsthed. Mad er både kærlighed og fællesskab, og måltidet er et symbol på de følelsesmæssige relationer i familien og vennekredsen. At servere et måltid mad kan derfor både være en kærlighedshandling og et udtryk for gæstfrihed, hvor dem, der tilbereder måltidet, kan vise omsorg ved at sørge for andres næring. Det Kærlige Måltid tjener derfor et omsorgsfuldt og hjerte - varmt formål, når organisationen tilbereder, leverer og sørger for måltider til sygdoms - ramte familier, der går gennem en svær tid. Den meningsfulde forskel, Det Kærlige Måltid gør for modtagerne, er i sig selv en kæmpe gevinst, men faktisk bidrager organisationens arbejde samtidig til de frivilliges helbred og velbefindende. At sætte andre før sig selv er nemlig en grundlæggende livsindstilling og prosocial adfærd, der har positiv påvirkning på vores lykkefølelse. Forskning har flere gange vist en sammenhæng mellem filantropi og lykke. Filantropisk arbejde giver både mere selvtillid, større tilfredshed med livet samt en øget følelse af lykke, der er så markant, at frivilligt arbejde på en sundhedsskala kan måles på højde med sund kost og motion. En af grundene til dette er vores belønningssystem i hjernen. Vores følelser kontrolleres nemlig af kemiske stoffer i hjernen, og når vi udfører frivilligt arbejde, frigiver vores hjerner dopamin, ligesom når vi dyrker fysisk aktivitet, spiser sukker eller indtager alkohol. Når du stimulerer dit dopaminsystem i hjernen, føler du, at du får en belønning, som giver en god fornemmelse af tilfredshed og lykke. Det Kærlige Måltid er et sted, hvor du kan opleve dette. Bente Klarlund Professor i Integrativ Medicin SIDE 4
Cookiepolitik