Page number 52
Aksel ved intet om økonomi Arbejdsdelingen var klar fra starten. Aksel var sælger og skaffede kunder i butikken. Birthe tog sig af det økono- miske, både privat og i virksomheden. Birthe læner sig ind over bordet, mens hun kaster et sideblik til Aksel. „Han har ikke for fem flade øre for- stand på økonomi. Den dag i dag ved Aksel intet om, hvad det koster at bo i det her hus. Han ved ikke noget om indretning og indkøb af de ting, der skal bruges i et hus. Det er mig, der har styr på det“, siger hun. Og det bliver ikke sagt på den der moderne måde, hvor der ligger en skjult kritik af, at „han laver sgu aldrig noget her- hjemme“. Det er bare en konstatering af, hvordan ægteparret har valgt at leve deres liv – og fået det til at fun- gere. I den store lejlighed på Ericavej var der et rum, som havde egen indgang og eget toilet. Det havde tidligere været udlejet, men stod nu tomt. Efter- hånden som virksomheden voksede ud af soveværelset, blev det kontoret. Så sad Aksel derinde og arbejdede, mens Birthe tog sig af resten af huset og børnene. Dog ikke mere end at Aksel viderestillede telefonen, når han havde travlt. Forretningen voksede hurtigt, men vilkårene var de samme. „Det kom lidt til at gå ud over børnene“, fortæller Birthe, mens hun tænker tilbage på tiden, hvor familie- og arbejdsliv kom til at flyde fuldstændig sammen. Det var hårdt, særligt når man tager i betragtning, at ingen af børnene sov igennem, før de var 14 måneder. Med pyjamas og morgenhår På et tidspunkt havde Aksel Benzin A/S indgået en aftale med asfaltvirk- somheden Pankas. Skæbnen ville, at direktøren fra Pankas, Werner Larsen, valgte at komme på uanmeldt besøg hos den virksomhed, han skulle til at handle med. Og af en eller anden grund valgte han at komme en dag, hvor Aksel var på farten, og Birthe
Page number 53
havde både telefonen, virksomheden og ikke mindst ungerne at tage sig af. „ Som den travle kvinde hun var, havde hun ikke fået pyjamasen af efter mor- genmaden, da det ringede på døren. Jeg aner ikke, hvad der fór gennem ho- vedet på ham, da jeg åbnede døren med pyjamas og morgenhår. „Udenfor stod denne mand, og jeg aner ikke, hvad der fór gennem hove- det på ham, da jeg åbnede døren med pyjamas og morgenhår“, griner Birthe, mens Aksel husker, at „det jo gik fint, vi fik handlen“. At virksomheden fik så god en start og videreudviklede sig til en rigtig god forretning, handler mest af alt om de to menneskers gåpåmod, evne og vilje til at få det hele til at fungere. er altafgørende, fordi meget af det her handler om at have tillid til hinanden. Når vi leverer maskiner til en grusgrav eller et miljøanlæg, så skal det fungere, og hvis noget går galt, skal vi kunne rykke ud med det samme og få tingene ordnet. Sådan bygges tilliden op. Og „ det er vigtigt vores“, siger i en virksomhed Aksel. som Den personlige kontakt er altafgø- rende, fordi meget af det her handler om at have tillid til hinanden. Marinen og tuberkulosen Der kommer frisk kaffe og mere godt brød på bordet. „Du skal lige se denne her“, siger Aksel og viser mig sin søfartsbog fra 1951. kulose satte en stopper for den drøm“, siger Aksel. Han blev indlagt på militærhospitalet, men mistanken var ubegrundet og Aksel var næppe udskrevet, før han tog sagen i egen hånd. „Jeg gik op på ØK og søgte hyre. Det blev til et job på skibet India, der sej- lede i fast rutefart mellem København og Fjernøsten“. Aksel taler med lige så meget varme om sit år til søs, som han taler om sin virksomhed. Og han er glad for, at han fik oprejsning fra titlen som kasseret marinesoldat til en titel som maskin- assistent. Grusgrav ved et tilfælde Men tilbage til lejligheden på Ericavej. Væksten fortsatte med Aksel som den udegående sælger og Birthe som den sikre økonom på hjemmefronten. Men en dag kom Aksel hjem fra en tur til det jyske med en ladfuld ringbind. „Værsgo“, sagde han til Birthe, „her har du en grusgrav“. „Og så handler det om personlige kontakter. Den personlige kontakt „Jeg ville gerne have været marine- soldat. Men mistanken om en tuber- „Hvad skal jeg med den?“, spurgte hun. Og så kom historien om den eneste alvorlige trussel mod firmaets eksi- stens. Aksel Benzin A/S havde leveret maski- ner til Dangrus i Sønderjylland. Dan- grus gik nedenom og hjem. Den største kreditor var Aksel Benzin A/S. Lige under lå nogle tekstilfolk fra Herning, som slet ikke havde forstand på at drive en grusgrav. Så valget for Birthe og Aksel var klart – enten skulle de få Dangrus til at fungere, eller også måtte de vinke farvel til rigtig mange penge i tilgodehavender. De valgte – naturligvis – det første. Eller „natur- ligvis“ er måske et forkert ord at bruge, for det væltede ind med 68
