Rehabilitering Sano tilbyder tværfaglig rehabilitering til patienter med gigt. Sano består af tre centre beliggende i Skælskør, Middelfart og Aarhus, og centrene er ejet og drevet af Gigtforeningen. Til patienter Kan du have gavn af et forløb på Sano? Et forløb kan være gavnligt for dig, som har dagligdags gøremål og aktiviteter, du ikke længere kan klare - i dit privatliv og/eller på arbejde. For at blive henvist til et forløb på Sano, skal du bede din læge om en henvisning. Du kan blive visiteret til et forløb, når du har afprøvet relevante ambulante træningstilbud. Et forløb er for dig, som har en gigtsygdom, der begrænser dig i din hverdag og som: • Har smerter, der påvirker din livskvalitet • Har brug for hjælp til at håndtere din sygdom • Har tiltagende problemer med at udføre de opgaver, du plejer at kunne enten på dit arbejde eller hjemme • Er begyndt at afholde dig fra at deltage i sociale aktiviteter. Tværfaglighed med dig i centrum På Sano møder du et professionelt, tværfagligt team, som tager udgangspunkt i dit liv og dine udfordringer. Dine mål er sammen med vores vurdering udgangspunkt for dit forløb - du deltager selv aktivt i din behandling. Det tværfaglige team på Sano består af en reumatolog, specialuddannede fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker og psykologer. Forløbet på Sano Forløbet består af en forundersøgelse af en dags varighed, hvor du møder flere fra det tværfaglige team. Ved forundersøgelsen vurderer vi, om du er motiveret for opholdet, om Sanos tilbud er det rette for dig, og om vi efterfølgende kan tilbyde dig et ophold. Du vil sammen med teamet også begynde at overveje, hvilke personlige mål du ønsker at opnå. Et ophold omfatter både fysisk, praktisk og mental træning. Du deltager aktivt på forskellige hold til træning og til undervisninger, og du modtager ligeledes individuel vejledning. Dine vaner og din tankegang vil blive udfordret, og du skal være forberedt på at arbejde på egen hånd, ex. med forberedelse mellem undervisninger og træning. Under hele dit ophold er der fokus på, at du får en række værktøjer, som du kan overføre til konkrete gøremål og bruge aktivt i din hverdag, når du kommer hjem. Sano er beliggende i naturskønne omgivelser, indrettet med moderne faciliteter og nyeste udstyr. Vi serverer kost efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger under forløbet, og du bliver indlogeret på enkelt- eller dobbeltværelse med eller uden bad. Du sørger selv for transporten til og fra Sano. Vil du vide mere? Du er altid velkommen til at ringe til os på telefon 7879 0000, hvis du har spørgsmål.
Download PDF file