KUNDEDIREKTØRENS KLUMME Du skal have høj risiko i din pensionsopsparing Medmindre du står lige foran pensionering, bør du som udgangspunkt vælge at skrue op for risikoen i din pensionsopsparing for at få det fulde udbytte af renters rente-effekten. For nogle kræver det lidt overvindelse at vælge høj risiko, og kan man ikke sove om natten, hvis man gør det, må man justere risikoen ned vel vidende, at det forventeligt går ud over afkastet. AF HELLE SNEDKER, kundedirektør, Formuepleje // hs@formuepleje.dk Høj risiko klinger altid lidt farligt i nogles ører, og har du det ikke godt med at vælge høj risiko i dine investeringer, skal du som udgangspunkt lade være. Men når det kommer til din pensionsordning, vil min anbefaling stort set altid være, at høj risiko er det rigtige valg – hvis din horisont er til det. Særligt har mange kvinder historisk haft svært ved at vælge høj risiko, fordi de hellere vil være på den sikre side. Nogle gange bliver det bare for sikkert. Især hvis du er ung og netop gået i gang med din karriere, skal du sørge for at vælge høj risiko i din pensionsopsparing. Ganske enkelt fordi der er så mange år til, at du skal bruge pengene. Vælger du ikke høj risiko i den situation, løber du faktisk alt for stor risiko for at gå glip af en masse afkast. Og venter du for længe, er det for sent at lave om. En vigtig lærdom, når du investerer, er, at tiden arbejder for dig og dine penge. Så kommer du tidligt i gang med en pensionsopsparing, har du overordentlig gode muligheder for at få de penge til at yngle og blive til et stort beløb, som du kan nyde gavn af i den tredje alder. Det er her, du kan få det fulde udbytte af ”sneboldeffekten”, hvor det, der begynder som en almindelig lille snebold i form af det første månedlige indskud på pensionsopsparingen, ender med at blive til en stor solid snebold, som udgøres af indskudte midler og afkast af dine investeringer. Renters rente-effekten er forklaringen, som ikke er til at komme udenom, hvis du på et tidspunkt i dit liv, vil stable en større formue på benene. Jo før du kommer i gang, jo større formue får du skabt. Og gør du ingenting, arbejder tiden imod dig. Afkast og risiko hænger sammen Samtidig er der ingen vej udenom, at afkast og risiko hænger sammen, så hvis du skal opnå det bedst mulige afkast, er du også nødt til at leve med risiko i din investering. Men igen skal man huske, at tiden arbejder med dig og er med til at reducere risikoen. Over tid – særligt over årtier som en pensionsopsparing dækker over – vil de udsving, der kommer og går som en naturlig del af de finansielle markeder, blive udvisket og overvundet i det lange løb. Det magiske ved at komme tidligt i gang er netop renters rente-effekten. Der er kæmpemæssig forskel på at bruge seks år i dit tidlige liv eller 35 år i dit sene liv. De to ting kan nærmest opveje hinanden under de rette omstændigheder. 10 FORMUE – 2. KVARTAL 2021
Del
Print
Download PDF fil
Indholdsfortegnelse
Arkiv
Byg din egen flipbook
Cookiepolitik